Forskningsstation Zackenberg i det nordøstlige
Grønland er et populært sted for specialestuderende.
Her finder de ingredienserne til et indbringende
feltarbejde: et helt unikt økosystem og et
inspirerende forskningsmiljø.

Klokken er 20 og en let tåge ligger hen over Zackenberg
Forskningsstation. Ditte Kristensen har pakket sin rygsæk
og er klar til at forlade stationens civiliserede tryghed for at
vandre de tre kilometer ud til sit gule telt ved Kamelryggen,
hvor hun skal tilbringe natten med at observere nogle af
Zackenbergdalens mange græssende moskusokser. Med i
rygsækken er udover det sædvanlige grej også en VHF-radio
og en signalpistol. Så der er taget højde for, at moskusokserne
kan være irritable, eller at en omstrejfende isbjørn kan
risikere at dukke op, selvom det er en sjælden begivenhed.
Tyk og fed i kæret
Ditte Kristensen fra Syddansk Universitet er én af flere studerende,
som denne sommer tilbringer nogle uger på feltstationen
Zackenberg for at udføre feltarbejde i forbindelse
med specialeskrivningen. Hun har et samarbejde med DMU’s
Afdeling for Arktisk Miljø og er ud fra en populationsbiologisk
vinkel i gang med at undersøge, hvordan moskusokserne
påvirker plantevæksten i Zackenbergdalen.
Der er indsamlet data om moskusokserne siden stationens
start i midten af 1990’erne, så man ved, at okserne bruger juliaugust
på at æde sig tykke og fede, så depoterne er fyldt op til de lange, mørke vintermåneder uden meget tilgængelig føde.
- Det ser ud til, at okserne især græsser i de frodige og fugtige
kærområder og mellem måltiderne trækker sig tilbage
til mere tørre steder, hvor de tygger drøv og hviler, fortæller
Ditte Kristensen. Så de må flytte rigtig meget rundt på næringsstofferne,
når de græsser, og min opgave er at udarbejde
et regnskab over denne transport, så vi kan få et indtryk af,
hvor meget det samlet påvirker økosystemet.
Hun virker ikke synderligt bekymret over at være alene
ude i området med de kæmpestore dyr. Holder man sig i ærbødig
afstand - og det kan man sagtens, når man skal følge
deres adfærd - så lader de sig vanskeligt forstyrre i deres
hektiske græsning.
Botanisk pinpoint
Ditte Kristensen har en måned til sit feltarbejde, men et ophold
på Zackenberg er ikke billigt, så hun og de øvrige specialestuderende
giver et bidrag til stationen som feltassistenter.
Hun har arbejdet tre uger på biobasis-programmet, som
står for den løbende indsamling af biologiske data, og hvor
hun som assistent for botanikeren Christian Bay har kortlagt
vegetationstyperne i området.
Den samme ordning gælder for Kristina Mathiesen og
Kristine Boesgaard, som er specialestuderende på Biologisk
Institut på Københavns Universitet. De har fået fire uger til
at arbejde med deres specialer, som drejer sig om, hvordan
planterne reagerer på klimaforandringerne.
Men vi møder dem en dag, hvor de arbejder for biobasisprogrammet
ved et af forsøgsfelterne ude i terrænet. Her udføres
eksperimenter for at forudsige, hvordan de højarktiske planter vil reagere på ændringer i f.eks. ultraviolet belysning,
temperaturer mm.
- Salix arctica, Dryas, potentil, fjeldhønsetarm, lyder det
monotont messende fra Kristina Mathiesen, som ligger bøjet
over en ramme med små 100 felter, som hun har placeret
ovenpå et af de faste plantefelter, som bruges i forsøget.
Ved siden af sidder Kristine Boesgaard, som sætter en
streg ved ét af de 8-10 plantenavne, hver eneste gang de bliver
nævnt.
Det er først på formiddagen og pillearbejdet, som går under
betegnelsen ’pinpoint-analyse’, skal fortsætte resten af dagen,
hvis de skal nå igennem de 35 plantefelter, som står på
programmet. Inden turen går tilbage til stationen, bliver det
let til 20-25.000 enkeltstående planter, som bliver nævnt ved
navn og omhyggeligt registreret med en streg på papiret.
De to specialestuderende arbejder tæt sammen og har
med forskelligt fokus begge kastet sig over en undersøgelse
af klimaforandringernes betydning for plantevæksten i
Arktis. I Kristine Boesgaards forsøg udsætter hun planterne
for forskellige doser af ultraviolet lys for at se, hvordan en
udtynding af ozonlaget vil påvirke væksten i fremtiden. Og
Kristina Mathiesen simulerer forskellige klimascenarier ved
at udsætte planterne for varierende grader af opvarmning og
skygge og ændringer i vækstsæsonen.

Svært vanedannende
De tre studerende er rørende enige om, at det både personligt
og fagligt er et privilegium at få et ophold i Zackenberg
og udføre feltarbejde i et økosystem, som er så forskelligt fra,
hvad man ellers møder. Og de finder opholdet på stationen
meget inspirerende og lærerigt, fordi der er så mange forskningsområder
repræsenteret blandt stationens forskere, som
hele tiden bidrager til, at overblikket over det samlede økosystem
udbygges.
Kristine og Kristina siger samstemmende, at feltarbejdet
har styrket deres selvstændighed og evne til planlægning:
- Selvom vi har planlagt vores feltarbejde i detaljer, så er
der en høj grad af uforudsigelighed – bl.a. på grund af vejret
– og heroppe har vi ikke en vejleder lige om hjørnet, som vi
kan søge hjælp hos. Så når det brænder på, må vi hele tiden
være parate til på egen hånd at improvisere og finde nye løsninger.
Ditte lægger især vægt på, at feltarbejdet har været meget
intenst:
- Man arbejder med opgaverne hele tiden og tænker nærmest
på projektet døgnet rundt. På den måde bliver det en
meget fokuseret, intensiv og effektiv proces. Og så er det jo
utroligt afstressende at gå ude i det her landskab, som er helt
uberørt, og som så få får lejlighed til at opleve.
Det er tydeligt, at alle tre ser den arktiske vinkel som et
middel til at beskæftige sig med deres foretrukne forskningsemner,
selvom det er det faglige indhold, som vil være
det afgørende i fremtiden. Men det skinner også klart igennem,
at det kan være svært vanedannede at arbejde i det
arktiske område:
- Jeg vil gerne fortsætte med det arktiske, for det er jo
svært at give slip, når man først har prøvet det, som Kristine
Boesgaard formulerer det.
Poul-Erik Philbert